Da jeg blev syg af sclerose i 1997, troede jeg først, at det var slut med at rejse. Det var det ikke, jeg måtte blot rejse på en anden måde. Min veninde Joan rejste med mig som hjælper, da jeg var blevet afhængig af at have hjælp, bl.a. til at køre min kørestol.

Det var en fantastisk oplevelse og det endelige mål var at tage til Puttaparthi i det sydlige Indien og besøge Sai Babas ashram.

Det var en hård tur, men oplevelsen var det hele værd. At opleve en anden del af verdenen, hvor alting er så anderledes end i Danmark. At møde så søde og positive mennesker og at se Sai Baba. Det var en fantastisk oplevelse.

 

Der var hele tiden meget vejarbejde i Puttaparthi. Det var ikke nemt at komme frem alle steder.

I Puttaparthi by er vejene ikke asfalterede og selv om der er venstrekørsel i Indien, kører man der, hvor vejen er bedst.

Således ser Puttaparthi by ud fra toppen af hotellet.

Stilladsarbejderne holder frokostpause. Jeg tror ikke at jeg ville turde gå på det stillads, det ser meget spinkelt ud.

Frokostpausen holdes i det fri, blot med lidt overdækning som beskyttelse mod solen.

Skolebørnene her fik udleveret kuglepenne, der var sponseret af et firma i Danmark. Det var en af deltagerne fra vores rejsehold, der havde sørget for det.

Joan uddeler bolcher til børnene i den skoleklasse vi var på besøg hos.

Mahabalipuram Strand ved Madras ser indbydende ud, men jeg skulle nu ikke ud i sandet med kørestolen.